Dansk feministisk udenrigspolitik
Kvinders rettigheder og muligheder er en grundsten i Radikal Ungdoms politik. Danmark har de seneste årtier opnået en status som et foregangsland, når det kommer til kvinders rettigheder. Radikal Ungdom ønsker derfor, at Danmark gennem en ligestillingsorienteret udenrigs- og udviklingspolitik skal bidrage til, at kvinder verdenen over sikres øget ligestilling og muligheder. Det gælder, økonomisk, husligt, magtfordelings-, uddannelses-, arbejds-, og sundhedsmæssigt. En dansk ligestillingsorienteret udenrigs- og udviklingspolitik kan oplagt tage udgangspunkt i den ligestillingsorienterede udenrigspolitik, som Sverige har anlagt. Strategien betyder, at kvinders rettigheder og muligheder får topprioritet på alle niveauer i den danske udenrigs- og udviklingstjeneste. Årsagen er indlysende. Først og fremmest har Danmark en pligt til at intensivere kampen for kvinders rettigheder i en verden, hvor kvinder fortsat i alt for stort omfang er udsatte udelukkende pga. deres køn. Ydermere er en styrkelse af kvinders rettigheder og muligheder en af de grundlæggende forudsætninger for at fremme en velstående og sikker verden.
En ligestillingsorienteret udenrigs- og udviklingspolitik bør tage udgangspunkt i følgende indsatsområder:
En opgradering af udenrigstjenesten
Gennem en opgradering og tilpasning af udenrigstjenesten skal vi sikre, at udenrigstjenesten og dens ansatte har de fornødne værktøjer til en succesfuld gennemførelse af den ligestillingsorienterede udenrigs- og udviklingspolitik. Det er afgørende, at den ligestillingsorienterede udenrigspolitik ikke bliver ved gode intentioner, men resulterer i konkrete initiativer til gavn for verdens kvinder og piger. Derfor mener Radikal Ungdom, at:
Der bør oprettes et kontor inden for Udenrigsministeriet, hvis formål er at udvikle regionale og kontinentale strategier for udbredelsen af ligestilling gennem dansk udenrigspolitik.
Udviklingen at omfattende analyser og indsamling af data, bør få høj prioritet i udenrigstjenesten, så man konstant kan følge op på strategiens fremgang på et oplyst grundlag, så den gennemføres så effektivt som overhovedet muligt.
De internationale forbindelser
Danmark bør søge at påvirke vores allierede og samarbejdspartnere til at medvirke i at rejse spørgsmålet om kvinders position og rettigheder, så den ligestillingsorienterede udenrigs- og udviklingspolitik sikres en global udbredelse. Kvinders position og ligestilling skal dermed være en erklæret topprioritet, når Danmark indgår i forhandlinger, deltager i konferencer, eller hvor det danske diplomati på nogen anden måde kommunikerer med andre lande, NGO’er og/eller organer. Derfor mener Radikal Ungdom, at:
Danske delegationer bør gøre ligestilling og kvinders rettigheder til en grundlæggende præmis i alle de forhandlinger og møder, som det danske diplomati indgår i. Derudover skal Danmark søge at højne EU`s bevågenhed på området.
Danmark bør gennem vores handelspolitik søge at fremme kvinders rettigheder og position, hvilket også bør indgå som et væsentligt parameter i de handelsaftaler, som EU indgår.
Udviklingsprojekterne
Danske udviklingsprojekter er berømte for at fremme den økonomisk udvikling og sikringen af stabile samfund. De danske udviklingsprojekters eftertragtede og højt skattede position i mange lande bør Danmark udnytte til at fremme kvinders rettigheder og position. Det skal ske ved at stille krav til dem, der får gavn af projekterne, så vi sikrer, at modtagere af dansk udviklingsbistand arbejder i overensstemmelse med den ligestillingsorienterede udenrigs- og udviklingspolitiks værdier. Derfor mener Radikal Ungdom, at:
Det bør være et krav, at modtagere af dansk udviklingsbistand udvikler konkrete handlingsplaner for at fremme kvinders rettigheder i samfundet. Det gælder både på lokalt plan i civilsamfundet, juridisk set og i landets lovgivende organer og administration. Planerne skal medvirke til at sikre kvinders økonomiske og politiske selvstændighed samt beskytte mod alle former for overgreb. Et helt grundlæggende krav ift. det juridiske plan bør være at afskaffe straffrihed for huslig vold, samt styrke retsvæsnet og kvindernes adgang til dette. Modtagerlandene skal have mulighed for at modtage støtte fra den danske udenrigstjeneste i udarbejdelsen af disse handlingsplaner, men det er essentielt, at det stadig er modtagerlandet selv, som tager teten.
Kvinder skal sættes i fokus i danske udviklingsprojekter. Man bør så vidt muligt tilstræbe, at halvdelen af de lokale repræsentanter i udviklingsprojekterne udgøres af kvinder. Målet er, at kvinderne ved at spille centrale roller får udviklet deres kompetencer samtidig med, at de bliver bragt i en position, hvor de er afgørende for projekternes gennemførsel og succes og således ikke kan omgås af det pågældende land og/eller lokalsamfund.
Dansk udviklingspolitik skal have øget fokus på udbredelsen af seksualundervisning i udviklingslande, der udover at oplyse om kønsorganer, prævention, samleje og kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, også skal fremme læren om ligestilling og kvinders rettigheder i et bredere perspektiv. Tilmed skal dansk udviklingshjælp i højere grad medvirke til, at der sikres viden om og adgang til muligheden for abort.
Dansk nødhjælp skal levere bedre støtte til kvinder på flugt, der står i en særligt sårbar position. Støtten skal komme i form af at sikre adgang til sanitet, hygiejne, medicin og økonomisk selvstændighed, samt beskyttelse mod seksuelle overgreb, vold og menneskehandel.
Kvinders og pigers rolle i at forebygge konflikter skal styrkes. Dette skal blandt andet ske gennem en større inddragelse af kvinder i mekanismer og systemer i fredsopbyggende og -bevarende arbejde. Ydermere bør udenrigstjenesten have et ekstra stort fokus på at støtte kvinderettighedsorganisationer og civile organisationer (NGO’er), som arbejder med konfliktforebyggelse og med at skabe dialog mellem parter.